Navn | Rolle | Telefon nummer |
---|---|---|
Holger Jessen | Formand | 21 92 00 72 |
Kurt Friis | Næstformand | 21 61 79 54 |
Broder Berg | 21 37 83 23 | |
Lars Andresen | 20 90 86 06 | |
Aase Grove | 29 88 26 00 | |
Henning Christensen | 20 82 15 82 |
Årsrapport 2023 – følg linket ovenfor.
Afrapportering for Museet Herregården Hessel 2024
I 2024 gennemførte Museet Herregården Hessel aktiviteterne i forhold til det budgetterede og planlagte program samt bestyrelsens forventninger. Årets resultat udgør et overskud og ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende. Vores besøgstallet i 2024 kom op på 7147 gæster og det er et fald på 7% i forhold til 2023. Faldet skyldes, at flere af det store arrangementer f.eks. Høstdag og Hyggelig Jul faldt sammen med henholdsvis OL og et større blomsterevent i Aars.
De frivillige arbejdede hårdt ved de mange arrangementer og lagde 10137 timers arbejde for Herregården Hessel fordelt på 1863 frivillige. Et nyt laug, dragtlauget, blev oprettet i 2024.
Årets tema var Herskab og Tjenestefolk i 1870. Udstillingerne byggede på Folketællingen fra 1. februar 1870 samt forvalter Vilhelm Bruhns erindringer. I længerne boede ni tjenestekarle og i stuehuset familien Elle med slægtninge (i alt 8 personer) samt tre tjenestepiger. Til denne udstilling var der investeret i nye lyde, lys og lugte, så gæsterne bedre kunne fornemme herregårdens beboere.
Store arrangementer var koncert med Stig Rossen samt det lokale band Jættebanden i juni. Koncerten var i samarbejde med Hvalpsund Borgerforening og en flot succes med ca. 300 koncertgæster. Til Høstdag var der færre folk end sidste år, mens Efterårets Dag var godt besøgt på grund af godt vejr. Hyggelig jul var pga. dårligt vejr ikke så godt besøgt.
Øvrige arrangementer var: Valborgaften, Store kagedag, Øl– og Brændevinsfrokoster. Til alle fire arrangementer kom der flere gæster end i 2023 og netop vores særaktiviteter er godt besøgte. I sommerferieugerne 27-31 var der aktiviteter i form af levendegørelse, værksteder, kaperkørsel med heste og veterantraktorkørsel hver onsdag. Dagens fortællinger trak også gæster til, selvom vejret var vådt. I efterårsferien tog vi roer og kartofler op, samt der var gang i værkstederne. Temaet var Overtro og Folketro, så rundt på herregården kunne man opleve ældre tiders overtro.
Vi havde 17 skoleforløb med 461 elever og pædagoger/lærere, som gennem aktiviteter lærte om livet på en herregård for over 100 år siden.
Venneforeningen Hessels Venner holdt 50 års jubilæum 30. april og udgav i samme anledning en bog om de frivilliges engagement på Hessel. Hessels Venner deltog i 19 arrangementer uden for herregården, som reklame for Hessel.
Gennem året var der almindelig vedligehold af herregården og større opgaver var nye brandskabe samt lyd/lys/lugte installationer til udstillingerne.
I november have vi besøg af konservatorer fra BCNord, som lavede en farvearkæologisk undersøgelse af panelerne i den grønne stue. Og det var et spændende resultat, som dukkede frem. Der var flere lag af maling, som kunne dateres fra 1700-tallet og op til den nuværende grønne fra 1960’erne. På rosetterne over dørene dukkede motiver af personer op og langs panelerne under vinduerne kom geometriske mønstre. Disse motiver er malet i berlinerblå og har været kostbare for herregårdens ejer. Malerierne dateres til efter anden halvdel af 1700-tallet. Museet har på nuværende tidspunkt ikke midler til en større afdækning, men bruger konservatorernes farvetrappestiger til formidlingen af herregårdens historie. Midlerne til denne undersøgelse kom fra jubilæumskontoen.
Hessels Venner købte nyt fryseskab, lamineringsmaskine, pedaltraktorer (fra Vestjysk Bank fonden – Farsø afdelingen) og trailere (fra Melsen fonden) til Hessel. Til koncerten med Stig Rossen og Jættebanden fik Hessel også bevilliget 30.000 kr. fra Vestjysk Banks fond. Dragtlauget fik fra Spar Nord 10.000 kr. til deres arbejde med dragter til levendegørelse.
I 2025 forventes det, at en renovering af stuehuset sættes i gang, og til det modtog Hessel støtte på 800.000 kr. fra Vesthimmerlands Kommune og støtte på 300.000 kr. af Brebølfonden.
Elisabeth Barfod Carlsen Museumsleder